225 / 657
213
Kun var hensynet til hende selv, til egen ære alle vegne
det overvejende, og det indsvøbtes gærne i de rørende
talemåder, som hun havde overflod af, fra Tiedges Urania,
Schiller og andre tyske digtere. „Hvor man dog trænger
til kærlighed i min isolerede stilling! Ak lad os bede
til Gud, at vi og alle vore kære aldrig blive så ulykke
lige, a t vi nogen sinde skulde fortvivle på venskabs og
kærligheds magt!“
Følsomheden forfulgte en overalt. Fik vi en for
æring af hende, ledsagedes den af og til af et lille ord,
et slags devise: „Ehret die F rauen, sie flechten und
weben himlische Rosen in’s irdische Leben;“ „det kvinde
lige køns virkekreds er skjult for verden, men ikke
uvigtig;“ „wo Treue wohnt im Herzen, da ist Seelen-
friede.“ En gang forærede hun mig et par småskåler
af krystal og skrev dertil. „Måtte de være et billed på
vort venskabs natur! De er klare uden plet og kan
kun sønderbrydes ved meget hårde slag, men så blive
de rigtig nok knuste for alle tider, som din moderlige
venindes hjærte, når hun ved hårde stød tilbagestødes,
er knust for denne verden!“ Og med alt det var hun
dog aldrig gladere, end når hun kunde slå sig til ridder
på nogen.
Det fik nu være hvad det var og morede os. Hvor
ha r vi ikke haft vore levende løjer, når vi en gang
imellem fik fat i hendes „Blumenleese“, en mærkværdig
samling, hun havde gjort, af de mest glimrende tyske
floskler! Og i samme stil var hendes stambog. Men den
vamle følsomhed havde galde på bunden, og dertil kom
nu lyst til rænker, et herskesygt væsen: det var det
værste.
Så den medfødte karrighed! Hun var meget langt
fra at ville gøre sig nogen utilladelig fordel ved hus
holdningen, men spares skulde der på alle ender og
kanter. Suppen var tit tynd, kødet dårligt; fader holdt
af en re t god mad og krævede den, vi andre ligeså, og