224 / 657
212
I
eller anden ven, „folk synes nu godt om mine sønner,
og jeg h a r såmænd heller ikke sparet på dem .“ Det
var den højeste ros, han gav os. Men når alt kom til
alt, var vi og han også fuldstændigt enige i ét: heller
a t holde af hverandre i det stille end tale for højt derom.
Vi havde alle en vis blufærdighed, når det gjaldt om a t
blotte det dybere i os.
Den, der bragte alvorlig ufred i huset, var alene
j o m f r u P r e h n , i hende var der en fremmed ånd. Man
m åtte omgås hende som et råden t æg. Var vi ikke nok
om hende, kunde hun sidde og græde, spurgte vi da om
grunden hertil, hed det: „å, jeg tænker i min ensomhed
på så meget, på menneskenes kulde. Dog mor je r kun,
hvad bryder I je r om mig? I den sag er I je r (sic!) jo
fuldstændigt enige!“ Og imens gik strikkepindene, som
gjaldt det livet, og hun rokkede med hovedet. Spøg
forstod hun nu slet ikke, og den er ungdommen gærne
meget tilbøjelig til, fader var det også. Men blot en
hentydning til, hvor gammel hun var, et indfald, som
enhver anden vilde let ad, bragte hende straks i harnisk.
E llers kunde hun, som man véd, vende de gode
sider ud og lige fræm se a t vinde os, naturligvis på sin
måde. „Min elskede ven,“ kunde hun da sige til mig,
„du må tro, jeres ømme, kærlige plejemoder, som i så
mange år ha r levet ene for jer, har lag t mærke til alt.
Det er ikke undgået mig, hvor du stræber a t aflægge
dit gnavne væsen og urimelige hidsighed, og hvor smukt
du arbejder på din karak térs forædling. Folk klager
vel over din liden følsomhed, men jeg véd det bædre, at
dit hjæ rte er godt og ædelt og har følelse for alt skønt.
O, hvor er jeg ikke opfyldt af glæde og håb om din
fræmtids lykke!“
Ordene vilde ikke re t smage mig,
meningen syntes jeg derimod var god.
Så bad hun mig læse fransk og engelsk med hende,
og det gjorde jeg, i det hele tog hun på sin vis del med
os i meget, og når vi var syge, plejede hun os med omhu.