219 / 657
207
legeme; blot et eksempel! I nærheden af Søllerød lå en
granskov, hvor et menneske nylig var myrdet, derigennem
lagde jeg vejen i mørke. Uglerne skreg, det bares mig
fore, som lurede én inde mellem træerne, som sjokkede
nogen bag mig, hver gang et vindpust raslede i løvet;
men jeg gik langsomt, som jeg havde foresat mig, hen
ad skovstien.
Lige så lidt som jeg vilde være fejg, vilde jeg være
følevorn, det svarede ikke til den åndelige blufærdighed
i min natur. Og jomfru Prehns skabagtighed, mit tid
ligere ingemannske sværmeri, også Schillers tyske, i
mine øjne højttravende patos havde nu gjort mig fuld
stændigt modbydelig derfor. Mødte jeg i livet træk af
stille storhed, trofasthed, opofrelse, hjærtensgodhed, kunde
det røre mig dybt, så jeg blev varm om hjærtet; men
jeg tvang tåren, som vilde bryde fræm og slog det hele
hen i en spøg. Heller måtte folk kalde mig for tør og
kold, og det kunde selv mine venner gøre, end for en
følsom nar.
Der var i det hele og er endnu ikke så lidt egent
ved min natur. H o v m o d e t fristes hos mig af det ånd
rige og af det mandige, hvorimod jeg ikke kænder
sønderligt mere til videns hovmod end til havesygen.
Derfor fristedes jeg i grunden slet ikke af hin tids
rationalisme. Jeg havde alligevel for stærkt syn for
„hin enkelte“, samvittighedslivet og troen, så det ikke
kunde komme til nogen strid i mig mellem den og viden,
end ikke da videns hovmod med Hegel senere trådte
mig i møde i sin åndrigeste skikkelse som læren om
det alt-ene. Det er ikke min fortjæneste, det lå så i
min natur. Men at samvittighedssiden ikke kom endnu
stærkere fræm, det kunde jeg føle som min brøde, der
nagede mig, skønt alt for sjælden. Mine sysler drog
mig den gang andensteds hen i de forskelligste retninger,
og sløvere var jeg bleven for den kirkelige kamp; det
kunde af og til endog være, som min barndoms Gud