HammerichEtLevnetsløb

203

1 ilværelsens lønlige gru måtte gå igennem æven-

tyret, hvori der var nok, mer end nok af allehånde

sager: Alfer og dværge og store tusser og finske trold-

mænd, Kullemanden, Palnatoke, skiløberen på Kulien,

vampyrer, ånder og stjærneskud, Jøder, graverkarle og

kirkegårde og rotter, som gnavede de dødes ben etc. etc.

Slutningen vilde blive en åbenbarelse af Alfbjem, det

tab te paradis, i aftnens gyldne skyer, hvor de modsæt

ninger, jeg levede i, så skulde udsones.

Man ser, det bele var gyselig vildt, hvad jeg drømte

og digtede om som barn, gik igen i disse balft vågne

feberdrømme, og kun i bovedtankegangen sporer man en

smule den ældre alder. Men ju st dette giver et billede

af min sygelige tilstand, derfor skal det få lov at stå

her; for alvor tænkte jeg naturligvis ikke videre på

noget af den art.

En dag, da jeg var lidt klarere i hovedet, kom Ley

til mig. Han boldt meget af mig og bar, efter a t vi er

bievne gamle og grå, fortalt mig, hvor ban den gang

kunde bede vor Herre, at vi måtte blive venner så længe

vi levede. Han var også den eneste af min nærmeste

omgangskreds, der gjorde alvor af dragelsen til det

gamle Norden, så vi turde give os i kast selv med

sproget og sagaerne. Der gærede ikke lidet i ham, men

han styrede lige løs på sit mål, Grundtvig, og kunde gå

yderligt i sine påstande. Gennemtænke noget fra grunden

af og lægge det fræm, var ikke hans sag, han blev kort

for hovedet, når man ikke straks forstod ham. På mig

virkede en sam tale med ham desuagtet altid vækkende;

mens han, efter vane, vandrede op og ned og uklart,

springende udtalte sig, var der noget i mig, som skød

spirer. Således også nu, da ban kom til mig. Vi talede

om forholdet mellem olddansk og oldnorsk eller islandsk,

og jeg tog dette spørgsmål en kort tid op på ny.

Ligeså det om hedenold. Ansgars liv havde jeg

bragt mig historisk nær ved studier af kildeskrifterne i