211 / 657
199
Jeg nedskrev straks denne drøm, den svarer ju st
ikke til de virkelige forhold, men farver er der i den.
I Søllerød, første år vi lå der, lærte jeg at kænde
landskabsmaler Karl S c h e u e rm a n n , som havde et
kammer i samme hus. Det var et højt, smukt menneske,
adskillige år ældre end jeg, en elskelig, ren, trofast sjæl,
som Laurent, der ofrede sig for andre; kun var hans
sind tungere og tilbøjeligt til det sværmerske. Dette
øje så som ud fra en anden verden. Allerede i sin
tidlige ungdom blev han, under omgangen med en
gammel, kristeligsindet major, greben af troen, uimod
ståeligt greben; moderen stod hårdt imod, men hvor
eftergivende han end ellers var, her var han den faste
og lod sig ikke rokke.
Skønt han var opdragen i selskabslivet og havde
talenter, der kunde gøre sig gældende — han spillede
på violin og havde en ikke ringe medfødt vittighed —,
tra k han sig dog hélt tilbage fra det. Var han nødt til
at vise sig, så man ham gærne i et hjørne af stuen i
ivrig sam tale om den ting, der var ham den dyrebareste,
livet i Gud. Han levede for sin kunst og omgangen
med alvorlige Kristne. Gå omkring i husene, også hos
folk af den lavere stand, vække og trøste og læge sjæle:
det var hans lyst. Hans krav til livet var ikke store,
en lille arv gjorde ham uafhængig, så kunde han følge
sin indre trang.
Jeg tra f ham første gang en aftenstund, og det
varede ikke længe, inden vi var i ivrig samtale om
stjærnehimlen og kundskabens træ i paradis. Jeg for
stod ham ikke ret, det kristeligt dybe i hans tankegang
var ikke altid parret med klarhed, men han talede med
en ild og ånd, som gjorde sin virkning, og med en
kundskab til bibelen og Luthers skrifter, som over
raskede. Også han elskede Grundtvig, så blev vi let
venner. Og han var mig gennem hele sit liv en trofast
ven og broder, opofrende som kun få.