209 / 657
197
skovduens kurren, vinden, der viftede i blomsterne, de
glimrende sommerfugle, myggenes og andre insekters
summen, der lød som en eneste lang, dirrende orgeltone,
tuen med myrer i al deres travlhed, det grønlige halvlys
og solglimtet inde mellem træerne, af og til en rovfugls
skrig, rævens sagte fjed i løvet.
Jeg kunde også gå længer ind i skoven, hen til en
af småsøerne. Dens strande rejste sig stejlt, klædte
med birk og gran, og boldt vinden b o rte ; kun nu og da
bævede vandet sig som et bryst, der ånder. Vandspejlet
var vidunderlig klart, søen dyb, og alligevel kunde man
se igennem den, ned til bunden, hvor småfisk boltrede
sig og „legede med sin finne“. Hvor var her ikke ensomt
og drømmende stille! Den store Pan åbnede sine løn
domme og hviskede til mig gennem naturens tusind sagte
røster. Det rislede og hvislede og klingede som klang
af klokker i det fjærne, jeg var nær ved at blive „elve
skud t“.
Søllerød-egnen, den gang kun lidet dyrket, havde
noget ved sig af et bjærgland, især hen ad Højbjærg og
Sandbjærg til. Her er udstrakte barskove op og ned, og
midt i dem de stille småsøer, sømme steder et hélt
broget tæppe af mos og bær, jordbær, tyttebær, blåbær,
brombær, ligesom i den smålandske skov. Her er svære
banker, birkelunde, dalstrøg, lyngmarker, fulde af snoge,
kratgroet mose efter mose, den gang også sten ved sten.
Det så ud som et stykke Urdanmark, endnu ikke røddet
for ploven. I disse omgivelser, hvor kun den faste sten
fattedes, kunde jeg blive greben af læ n g s e l efter en
ægte b j æ r g e g n i Norge eller Sverige, efter fjældet med
lier og lurklang og fossedur og mangfoldig genlyd inde
mellem bakkerne. Det var den vilde storhed, jeg søgte,
mæt af alle de idylliske indtryk, Danmark er så rigt på.
Som en formelig hunger efter den overfaldt længslen
mig, og drømmen måtte bøde på, hvad virkeligheden
ikke undte mig.