213 / 657
201
broderen, der elskede hende højt, havde draget hende
med. Jeg var altid i glad stemning, når jeg vendte
hjem fra en sådan aften.
I oktober 1828 blev min broder student og med
ham de „4 store og 12 små profeter“. Den ene af de 4
store var H. C. A n d e r s e n , af hvem der allerede gik et
vist ry. Nu udgav han sin „Fodrejse“, disse underlige
fantastiske
arabesker var noget nyt på dansk grund,
trods alle
mindelser om Hoffmann, og gjorde lykke.
Også jeg syntes om dem, jeg var let modtagelig for
enhver frisk retning, der tråd te mig i møde; det er jeg
endnu.
Andersen kom den gang meget ud i selskaber, og
dér h a r jeg hø rt ham forelæse med denne underlige
blanding af barnlig troskyldighed og en endogså stærkt
udpræget selvfølelse. En aftenstund senere hen over
raskede han os hjemme, helt uvæntet, arm i arm med
student Voigt, hvis søster Riborg, hans første og eneste
kærlighed,var vor veninde; han
vidste det, og derfor
kom han. Så vidt jeg husker, var det ham alt klart,
at hun var tab t for ham og elskede en anden, og allige
vel vilde han så gærne tale med dem, der havde stået
hende nær. Det var som balsam for hans syge hjærte.
Med smertens trofasthed har han altid gæmt hendes
minde.
Hvil sødt,
som var du la g t i dødens skrin,
du m in erindrings rose, favr og fin!
Du er ej verdens mer, du er kun min,
for dig jeg synger, mine tårer trille. —
N atten er smuk, natten er stille!
Dødt — alt er dødt!
Således sang han mange år derefter.
Jeg syntes, som sagt, godt om Andersens fodrejse,
men dens forbillede, H o ffm a n n s romantik, altid æven-
tyrlig, fuld af vrængbilleder, gruopvækkende og tit