210 / 657
198
Min naturfølelse h a r mere end én gang i d r ø m m e
flyttet mig hen til fjærne lande. Jeg har levet i Vest
indien under den sydblå himmel, ved det dejligste hav.
mellem sukkermarker og palmer og mægtige blom ster;
overalt fuldt af fugle, hvis fjedre havde en æventyrlig
pragt. Men den mest levende drøm havde jeg den gang,
og det om Norge, efter så mange år står den endnu
lyslevende for mig.
Vi landsteg, drøm te jeg, ved bryggen i K ristiania,
hvor to høje forsvarsmure skød ud i bugten, den danske
kyst lå kun i en mils afstand. „De mure er til værn
mod vore fjender der ovre,“ sagde en norsk student;
noget nedslået over en sådan hilsen svarede jeg: „men
vi ha r dog aldrig kaldt Normænd for fjender.“ Liv
vagten tra k op, smækre, høje folk, stadshauptmanden
stod og drejede på sit mundskæg, sto lt over a t have
rang med kap tajner i hæ ren; en lille, kæløjet sangerinde,
frøken Ahrensdorf, vimsede om. S tatsråd Treschows
modtog os på bryggen med et kys, og min fader studsede,
da han spurgte, hvorledes dr. Henderson, faders engelske
ven, havde det.
K ristiania lå på en bakke, og i ko rt afstand rejste
åsene sig. Straks skred min broder og jeg og den
norske student til bjærgvandringen, men den blev os
tung, mange steder m åtte man klamre sig fast både med
hænder og fødder. F ø rst oppe, hvor der ingen skov
grode og folk sad i græsset og spiste aftensmad, tråd te
stenmassen fræm i al mægtighed, med skarpe k a n te r ;
og herfra så man ud over endnu højere skovklædte
fjældrygge. Jeg kom til a t tænke på Sandbjærg ved
Søllerød, som man også skimtede i det fjærne, kun var
alt naturligvis langt højere, stejlere, vildere. „Se her,“
sagde jeg, „her kommer da stenen en gang til syne for
advor!“ Min broder lo: „det er da ikke en sten, du
prim er nok, det er jo selve klippen!“