212 / 657
300
Som maler sluttede han sig til Eckersberg og den
skole, der i vore dage ha r givet dansk kunst et eget
præg og netop nu var i sin vorden.
Kun naturen, den
rene na tu r kændte han for sin lærerinde, og hvor idealsk
hans sind end i grunden var, kunde han dog udtrykke
sig, som var han en fjende af idealiteten. Vi stødte i
førstningen sammen derom, siden læ rte vi a t forstå hin
anden hædre. Med professor Müller ved akademiet,
hans gamle lærer, havde han b rud t og gik sin egen vej.
Til noget større arbejde havde han næppe ævner, det
vilde ikke re t samle sig for ham, men mesterlige studier
og skitser har han m alet, dermed hang hans stue fuld.
Omgangen med ham vakte på ny min lyst til t e g n i n g ,
nu dog af landskaber og til begyndelse efter hans for
tegninger.
Scheuermann kom også i København til os og bad
os igen hjem til sin moder. Jeg holdt mig im idlertid
tilbage, indtil jeg en gang havde lån t ham en bog; den
havde han bedet mig afhente på moderens bopæl. En
sommerefterm iddag ringede jeg på i stuen i Kvæsthus
gade i den zinnske gård. En ung, slankt bygget dame
i lyseblå kjole lukkede op, en af hans søstre, frøken
J u l i e . Det lyse hår hang ned i rige lokker, og smal
var hun om midje, så man næsten kunde spænde om
den; hendes væsen var usædvanlig tækkeligt og fore
kommende. Hun hentede bogen, det gjorde hende ondt,
føjede hun undseligt til, hun ikke kunde byde mig ind,
„men min moder er lige gået u d “. Jeg bukkede og
fjærnede mig, ingen af os anede, hvad dette møde skulde
blive indledning til.
Senere fik min broder og jeg formelig indbydelse
til en aften hos fru Scheuermann. Vi kom dér i huset
nu og da, hele familjen var musikalsk, og det var en
sand nydelse at sidde og høre på. Frøken Julie spillede
udmærket, og talede hun, lagde hun sin sjæl i hvert
ord; hun var den gang i den første vækkelses tid,