HammerichEtLevnetsløb

205

gang slog klik; alt det nye, der strømmede ind på mig,

kunde jeg ikke magte. Med min sanddrulied var det

ikke, som det burde være, jeg følte det dobbelt, fordi

der lå en stæ rk drift til sandhed i min natur. Hangen

til ensomhed bragte noget skjult med sig, som ikke

var sund t, og som jeg des værre ikke har fået hélt

bugt med. Dertil kom nu jævnlige hovedpiner, en arv

efter moder. Stemningsmenneske er og bliver jeg, og de

mørke stemninger var stærke, de kunde formeligt falde

over mig som en åndemagt, jeg ikke kunde værge mig

imod.

Med det selskabelige liv vilde det endnu ikke ret

gå, der sad ligesom en skorpe uden om mig, og det

skortede på lethed og frihed. Jeg kunde da i selskaber

stille mig hen og se på billederne på væggen, samtaler

vilde jeg helst undgå, fordi jeg let kom til kort i dem.

„Hvor du dog er pjanket og flov; det kunde du dog

have gjort meget bædre, se bare på din broder! Har

du ikke andet at sige, kan du lige så godt holde mund!

Hvad vil folk dog tro om dig?“ Sådanne røster lød i

mig, isæ r n år jeg ikke fik sagt, hvad jeg vilde, fordi

tanketråden b rast midt over. Det kan hændes mig

af og til.

Jeg gjorde mig selv de bitreste bebrejdelser, hver

gang jeg tav, hvor jeg burde tale, det stod for mig som

idel menneskefrygt. Tog jeg mig endelig sammen og

hævdede det, der for mig var det rette, overvældedes

jeg le t af m it h a s t i g e s in d , den indeklemte lidenskab

brød løs. Det kaldte jeg mandighed og kælede for i

modsætning til faders fredsommelige væsen, som jeg så

dybt ned p å ; man vil ofte i slægtrækkerne træffe sådan

modsætning mellem fader og søn. Hans broder Peder,

fuldmægtig i rentekammeret, var en frisk, men brøsig

n a tu r; en aften blev han måske lidt nærgående mod