218 / 657
206
Sagde en noget, jeg ikke syntes om, kunde jeg få
lyst til at slå ham lige i synet; gik en mig for langsomt
og jeg var bag ved, havde jeg lyst at træde ham i
hælene. Denne arrigskab, denne hån mod andre havde
sin lønlige grand i brændende, men utilfredsstillet higen
efter a t stå højt i deres øjne. Jeg angrede dog snart
både dette og m it hastige sind og søgte at gøre alt
godt igen; derved gav jeg den, jeg havde fornærmet,
våben i hænder mod mig, og én i det mindste forstod
godt a t bruge dem: jom fru Prehn.
Ideligt fristedes jeg også af andre syndige tanker
og stod ikke imod; den allestedsnærværende og hans
guddommelige nemesis havde ikke det re tte liv for mig,
og hvor ondt havde jeg ikke ved at samle mig og søge
op til ham! Der kom selv øjeblikke, da jeg skyede ham
og i mit forvendte sind priste en hednings lykke, der
fulgte sine lyster og ikke hindredes deri ved nogen
kundskab om den sande Gud. Lokkende og dæmonsk
stod de tanke r dér. Så g a l t kunde det være med mig,
spiren til alle synder ligger i os, det har jeg erfaret selv.
Med ét kunde da min syndsbevidsthed blusse stæ rkt
op, så jeg forfærd edes, mens m indet om gamle, længe
glæmte synder vågnede og anklagede mig. Vi h a r altid
så svært ved a t tilegne os det himmelsk dybe i synds
forladelsen. Men hvor længe varede vel disse åndens
m indelser? De kom og gik, fordi der ikke var alvor nok
til a t holde dem fast under livets kampe. Når det
ra n d t mig i hu, kunde jeg med føje spørge, hvad gavn
jeg da havde høstet af dem.
Én svaghed véd jeg, jeg stred hå rd t imod. Når
noget uvæntet kommer på m ig, uvæntet skræk eller
uvæntet glæde, strømmer blodet voldsomt fra hovedet
og jeg bliver bleg. Det kaldte jeg for tegn på fejghed,
mig selv for fejg, og man véd, hvor højt jeg satte mand
dommen. Så begyndte disse indøvelser im o d , jeg også
senere har drevet side om side med hærdelsen af m it