216 / 657
204
scriptores rerum danicarum ; nu formede det sig tillige
til en række billeder, som jeg håbede med tiden at få
brug for i et større digt. Martensen pegede engang i
en af vore sam taler på kampen mellem kristendom og
hedenskab, den var, mente han, en god opgave for en
nutidens digter, og de ord var faldne ved mig.
Min hunger efter romantisk læsning søgte jeg føde
for i lejebiblioteket, mens jeg kom mig, og læste løst og
fast, til jeg var bleven mæt. Endog på un iversitets
biblioteket, hvor jeg gik frit omkring og tog bøger selv,
lånte jeg af det slags, og, jeg tilstår det, ikke altid mod
a t give bevis. Jeg vilde næmlig ikke lade andre mærke,
hvad det var for sager, jeg læste i. Men alt dagen
efter stod de a tte r gærne på sin plads. På den måde
gik et pa r uger, til jeg genvandt min helbred. Så m åtte
jeg ind i teologien, hvor lidet tiltrækkende den end i sig
selv tyktes mig, var en fast syssel mig dog ikke ukær
oven på dette stemningsliv.
Min b r o d e r Martin tråd te nu kækkere op, siden
han var bleven student 1828; han var, som man véd,
mere selskabsmand end jeg, talte bædre for sig, var fuld
af livslyst og havde et elskværdigt væsen, der straks til
trak andre. I vor fælles omgangskreds forekom det mig,
jeg stod i skygge, og han samlede desuden en anden
kreds om sig af yngre filologer. Zeuthen skaffede ham
adgang til Sibberns hus. Dygtig latiner som han var —
han stod K rarup langt nærmere end jeg — prøvede han
til sidst sine kræfter på en filologisk prisopgave og
vandt accessit.
Så godt jeg kan det, må jeg se at oprede de under
lige sammenslyngninger i m it v æ s e n . Jeg var pirrelig
i alle måder og vranten, når et ønske ikke på stedet
blev opfyldt, eller en stemning, som tit skete, på én