HammerichEtLevnetsløb

209

morede os nu over disse småhistorier, men manden tabte

alligevel in tet i vore øjne; han talte, hvad han havde

levet, det følte enhver.

Han kunde give en smuk skildring af kampen i

Abrahams sjæl, da Isak skulde ofres, den er indlemmet

i hans „Opbyggelige Betragtninger“. En gang talte han

om forholdet mellem forældre og børn og ledsagede det

med et vers:

d et øje, som sin fader belér,

skal ravnene udhugge,

til galgen bli’r hans sidste færd,

og helvede hans vugge.

Det var ord, som kunde vække eftertanke. Meget for

ta lte han om prins Kristjan og prinsessen (den nu

værende enkedronning), til hvem han ved en lejlighed

havde sagt: „hun var ret det, bonden kaldte en farlig

gemen (omgængelig) kvind.“ På historier fra sit eget

liv var han især rig. Da han holdt sin sidste prædiken

i Randers i „St. Mortens kirke“, havde han begyndt den

med det vers fra „Peders bryllup“ :

Je g fremmed h er til stedet kom,

var faderløs og uden frænder,

m it hjæ rte var m in ejendom

og tvende arbejdsvante hæ nder:

da gam le „M orten“ fæsted mig,

og han h ar gjort mig lykkelig.

Kirkekampen, hvor han havde stillet sig på Grundt

vigs side, blev ofte bragt på bane, og i den sag mødtes

vi fuldstændigt. Derimod kunde jeg ikke billige hans

udtalelser om Steffens, der var bleven mig sa kær: „han

fik ondt i hovedet,“ sagde han, „når han satte sig til at

læse i Steffens’ antropologi.“

Sådanne mænd var det nu, fader knyttede til vort

hus, han tæ nk te, vi vilde have godt deraf, og hans