226 / 657
2 14
penge fik hun tilstrækkeligt. Det hjalp alligevel ikke
alt sammen. F ader brugte om aftenen to lys, men gik
han bort, straks blev lysene slukkede, og hun sad og
strikkede eller lappede i halvmørke med pråsen for sig
og var r e t i sit æs.
Yi ha r levet mangen b itter stund med hende. F ader
burde have skilt sig ved hende, og kun af vane, af
svaghed og ulyst til noget nyt, gjorde han det ikke. Vi
unge var vel og på en måde vante til hendes væsen,
dog vi voksede nu til, så det ikke længer gik så glat
med os. Jo mere hun vilde kue os, des stæ rkere tråd te
vi op. Striden begyndte gærne over en ubetydelighed,
men det ene ord tog det andet, til hun rystede og blev
højrød i ansigtet, det var, som skulde hun dåne. „Ak
hvilken knusende kulde mod mig forladte, hvilke lidelser
for hjæ rtet! Selv ikke dyden kan gøre lykkelig!“ En dag
satte jeg hende ved en sådan lejlighed ud af døren, det
havde hun fuldt fortjænt. En aften sildig greb min
broder, efter et hæftigt optrin, sin h a t og blev flere
tim er borte til stor ængstelse for fader; Martin tog den
gang stæ rkest fat på hende.
F ader blev ulykkelig over disse langt fra ikke
sjældne historier og var alt for tilbøjelig til a t und
skylde hende. Hun viste sig nemlig for øjeblikket en
del omgængeligere mod ham end tidligere, fordi hun
trængte til en stø tte; på én gang kunde hun dog ikke
gøre front mod os alle tre. Og det hjalp, de ældre er
jo desuden natu rlig t forbundne mod de unge; fader
stillede sig altså halvvejs på hendes side. „I går også
alt for v id t,“ sagde han blandt andet. „Men der er
ingen religion i vort hus, deraf kommer alle de spek
tak le r.“ „Nej, fader,“ sagde min broder, „vi går ikke
for vidt! Vil man blot agte os og sæ tte os på den rette
plads, så kræver vi ikke mere, og a lt er i orden.“ „Og
det er d e t,“ føjede jeg til, „jomfruen aldrig vil.“