HammerichEtLevnetsløb

218

på sin skæmtende vis, „det er da ham, der holder orden

i Evropa“ ; „Nils Povlsen“, således oversatte han kejser

Nikolaj Pavlovicz’ navn.

Som sprogkyndig kunde Miiller nu give mig mangen

oplysning, „i øvrigt,“ sagde han, „må De helst lægge så

danne sager til side, til De h a r læ rt ordenlig både

islandsk og angelsaksisk.“ Han havde ret, og alligevel

slap jeg ikke de utidige grublerier.

Lige så meget tiltrak læsningen mig af Pontoppidans

danske atlas, Junge om den sællandske landalmue, topo

grafier over am terne; spørgsmål om vort f o lk s v æ s e n

og levemåde, søfarten, fiskerierne blev brændende. Og

nu endelig Thieles og Grimms folkesagn, Müllers saga

bibliotek, Eddaerne, vore kæmpeviser, Niebelungen Lied,

„Des Knaben W underhorn“ ! Jeg var til mode i denne

m idalderlige verden som den, der vandrer i en dejlig

natu r, solen synker, og fra det fjærne høres skovhornets

bløde toner. Hvor de lokkede og tryllede! Så kom

Hoffmann til, og trylleriet var fuldendt.

Jeg overvældedes som af noget uundgåeligt, kunde

ikke andet end give efter for stemningen. „Du har jo

tiden for dig,“ sagde jeg til mig selv, „opsæt blot

eksamen et halft år, så går d et!“ Det gik også, jeg-

opsatte virkeligt min eksamen og holdt heller ikke længer

mit løfte om in tet a t skrive. Jeg skrev da en lille, aldrig

tryk t fortælling i sagastil, „det oldenborgske ho rn “ ; den

sprudlede så at sige fræm af sig selv.

Idet m it øje åbnedes for det ejendommelige ved

mennesker, tider, lande, egne, fræmfor alt i Norden,

overså jeg ikke heller min kære fødestad: det skønne

ved voldlandskaberne, ved tømmerpladsen, Kundetårn med

den pragtfulde udsigt oppe, ved Rosenborg, børsen,

Marmorkirken, der, når man blot kunde glæmme dens

historie og se på de græsgroete ruiner og haverne,

vækker minder om Kom. Jeg stod af og til meget tid

ligt op og gik gennem gaderne, hvor alt var stille og