HammerichEtLevnetsløb

195

huset for en meget dannet familje i Hamborg, set ikke

så lidt og opfattet det med skarpt øje for næstens

lyder; alt det kunde hun nu fortælle om med liv og lyst.

Fortæ llingen formede sig ligesom til en række små-

noveller, og af og til skimtede en kærlighedshistorie

igennem, som hun havde haft; det gjorde hende interessant.

E ller jeg gik ud alene med en bog, satte mig hen

i det fri, tit på en af vore blomstrende markgrøfter, og

læste dér. En St. Hans-dag var jeg således på Dyre

havsbakken med Oehlenschlågers St. Hans-aftenspil, mit

yndlingsdigt; i disse omgivelser fik det dobbelt liv

for mig.

Sommerferien 1828 og de nærmest følgende år til

bragte vi i S ø l l e r ø d eller omegnen, jomfru Prehn også,

men det skulde altid lade, som tog hun med bare for

vor skyld: „for ellers sad jeg helst hjemme,“ sagde hun,

„det stille husliv er nu min n a tu r!“ Her blev der sejlet

rund t på søen, sejl fandtes rigtignok ikke, så hjalp vi

os med udslåede regnskærme. Om aftenen fiskede vi

efter abo rrer og skaller, det gik lidt småt, og alligevel

var det morsomt nok, en, som fiskede med, nuværende

pastor v. Wylich, sørgede derfor. Man vil ikke let træffe

en mand, så rig på indfald og anekdoter, det ene af

løste det andet, så det kunde tit blive et helt fyrværkeri

af vittigheder eller brandere. En gang, da jeg ytrede,

han vel måtte være på alder med en mand, vi talte om,

udbrød han : „å, hvor vil De dog hen? Hvis jeg og han

var katte, kunde han være min bædstefader.“ Den anden

var 3 år ældre. Og dette naturlige vid var forbundet

med lige så megen dyb alvor og en hjærtelighed, man

kan lede længe efter. Vor eftermiddag brugtes gærne

til fodture i selskab med dem, der bode i hus med

os, skiftevis etatsråd Thomsens og konferensråd Borne-

manns.

Vor værtinde, en stemplet lille madam, skaffede os

unge mennesker megen morskab. Vi drillede hende ved

13*