203 / 657
191
N år Bornemann var til stede, faldt samtalen gærne
på filosofiske eller æstetiske genstande, på teatret, som
den gang stod i sin blomstring og var ham meget kært;
vi andre kom der sjældnere. Tidens literære fræm-
bringelser i alle retninger blev drøftede i alvor eller
skæmt; modsigelseslysten kunde fare i os, og sarkasmer
hørtes lige så ofte som grunde, små drillerier udeblev
heller ikke. Martensen havde gjort meget nar ad ordet
„liflig“. Så kom vi hændelsesvis over en lille vise, han
havde skrevet ved en festlig lejlighed i en familjekreds,
og i den stødte vi på det ord; han døde ikke i synden.
Gothe skattede mine nye venner meget højt, for
ham sværmede hele tiden, og jeg med dem; hans kolde,
fornæmme, vantro livssyn skjulte sig halvvejs for mig.
Ingemanns tid var nu omme, siden deres skånselløse
kritik afslørede de svage sider i hans digtning. Derimod
fik jeg ved dem blik for den ædle form hos Heiberg,
skønt hans sprog, der virkede stærkt på Martensen, var
mig for fuldt med fremmede ord. Hauchs „Bajazet og
T ib er“ hilste vi alle med glæde som varsler om noget nyt.
Ikke sjælden var vi til gengæld gæster i det borne-
mannske hus. Her var fruen den ledende, også den
ældste Bornemann; den mellemste af sønnerne, som
ellers var meget talende, og den lille gamle konferens
råd, en sand hædersmand, trådte en del tilbage. Den
gamles overvejende dialektiske ævner havde ikke været
til gavn for hans karaktérudvikling. Man fortæller om
en juridisk student, der kom op til ham og traf ham i
stærk sindsbevægelse gå op og ned ad gulvet. Konferens-
råden vendte sig til ham : „kan De sige mig det? bør
en fader i visse tilfælde give sin tilvoksende søn en på
øret, eller bør og tør han det ikke?“
Selv har jeg en gang, da vi lå sammen på landet,
været vidne til følgende optrin. Han vandrer, efter skik,
op og ned i stuen og drøfter det spørgsmål, om han
den dag skal gå til København eller ikke; ti gå måtte