199 / 657
187
„Nej, det kan man s’gu nok se på Dem,“ sagde Martensen
under en fnisen af hele kolonnen. Noget efter mødtes
vi a tte r hos Laurent, dette sjældne menneske havde
også Martensen vundet kær. Så fik jeg ham hjem med,
han kom der stadigt, tit hver anden dag, i 5 til 6 år,
og spiste hos os mangen søndag. Vi kaldte ham for
spøgs skyld ved hans fornavne „Hans Lassen“.
Og
den omgang blev mig og min broder kilden til såre
meget godt.
Martensen forenede allerede da dybsind og skarp
sind i en sjælden grad, han var rig på ejendommelige
tanker, der var også meget af det digterske i hans
na tu r, og altid var han oppe. Jævnligt så man et
ironisk smil på hans læber, og han kunde godt give den
overlegne og komme med sit yndlingsudtryk: „ja han er
nu hvad man kalder et kvæg“ ; men vred, som vi andre
kunde blive det, har jeg i den tid ikke sét ham en
eneste gang. Rationalismen var ham imod, fordi den
fattedes åndens og tankens dybde, og han sluttede sig
da til Grundtvig, endnu dog mere til den teologisk
lærde Rudelbach. Mærkværdigt, vist sig selv ubevidst,
dannede han sig efter dette mindre skønne mønster, gik
med stok som Rudelbach, vred munden, så bister ud,
satte benene skæft og talede efter Rudelbach. Det gik
ham, som det havde gået mig med Zeuthen, og først da
vi gjorde nar derad. mærkede han det og aflagde sin
nye uvane.
Vi havde op rettet et latinsk d i s p u t é r s e l s k a b , der
holdtes hos Ley. Foruden os Ivristjanshavnere kom også
Hass dér, nu udtjænt præst, og Hassenfelt, Jensen, begge
døde som præ ster; af og til mødte studerende, som stod
kredsen noget fjærnere, Kragerop, død som præst, og
Zeuthen. Man skrev afhandlinger eller teses, jeg skrev
f. eks. om munkene, om poesien, en anden skrev om
den apostolske trosbekændelse, og de blev så forsvarede
og angrebne.