HammerichEtLevnetsløb

182

vilde bryde med kristendommen. Han var en flittig

mand, en livlig mand, skrev let og meget om mange-

hånde ting, især hvad der vedkom kirkens og fædrene

landets historie. At letheden ju st ikke gik hånd i hånd

med grundighed, havde jeg den gang naturligvis ingen

k la r forestilling om, og kun med hensyn til forelæsningerne

undgik det mig ikke. Der var in tet dybere syn, hverken

på kirken eller på verdenshistorien, alt var ledeløst; anek

doterne kunde man more sig over, de var im idlertid ikke

andet end en tilsæ tning af peber og „allehånde“, stod i

in tet indre sammenhæng med det hele og oplyste det

derfor heller ikke. Særhederne ved hans ydre menneske

smilede jeg ad, jeg gæmte endnu på minderne fra skolen.

Han havde tidligere vist mig megen velvilje, nu

derimod var det, når jeg en enkelt gang skulde tale

med ham, næsten som om han ikke kændte mig, næppe

rak te han mig hånden.

Han var professor og jeg

student, ikke videre. Det er mærkeligt, hvor „amts-

gesichtet, han tog p å “ — for at tale med Ulrik Boesen

—, kunde omskabe en ellers så godmodig mand. F ra

den tid blev professorminen mig modbydelig, og jeg har

i min nuværende stilling efter ævne stræb t at holde mig

fri for den.

Professor H o h l e n b e r g , afgjort Rationalist, forekom

mig også noget svag af ævner. Hans „indledning til det

gamle testam en te“ måtte jeg formeligt ordne og om

skrive, inden jeg kunde forstå, hvad han meddelte. Jeg

kaldte dette ændrede kollegium „Holilenbergs m etamor

foser.“

Jeg hørte nu forelæsninger hos disse mænd. Mit

mål blev: e k s a m e n m e d l a u d s n a r e s t muligt og for

billigst køb; da først kunde jeg studere i højere forstand,

arbejde på løsningen af de livsopgaver, der trængte sig

fræm fra alle sider. Talte fader om, a t jeg burde trag te

efter egregie, afviste jeg det: „selv om jeg kunde få

det, vilde jeg dog ikke spilde den kostbare tid derpå;