HammerichEtLevnetsløb

179

for mig om talte hun visse svage sider hos tan te Boesen,

der, så vidt også jeg kunde mærke, var meget stem t for

partiet. En ytring h ist, en anden her kastedes hen;

tantes usædvanlige forekommenhed mod unge mennesker,

der kom i huset, de pandekager, hun bagede til dem,

fræmhævedes især.

Også mod Marieblev våben rettede,

men fint, varsomt,

„hun vilde ikke sige et eneste ondt

ord om den gode pige“, sagde hun; der skulde blot, om

muligt, vækkes anelser om noget dog måske mindre

elskværdigt hos hende. Tog jeg hæftigt til genmæle,

„så havde hun“, hed det, „jo slet ingen ting sagt. At

hun kaldte Maries øjne for koøjne og fandt hendes

væsen a lt for stille, var da vel ingen dødssynd!“

Al snildhed vilde dog været spildt, jeg kændte alt

noget til jomfru Prehn, og et øjeblik kunde hun omsno

mig, ikke fange mig helt. Fader fik hun ved denne

lejlighed slet ikke med, trods alle kunster; han holdt

for meget af „min søster Sofie“ og hendes børn og lod

det gå sin gang. Men jeg var ikke klar på mig selv og

hvad jeg vilde: det var sagen. Der kunde komme tvivl

op om mine følelsers ægthed, tvivl, som måske, mig

ubevidst, alt i Løgum havde stået mest i vejen for det

afgørende skridt. Ja, jeg holdt inderligt af Marie, det

havde jeg altid gjort, men var det ikke særegne om

stændigheder, som lod den kærlighed med ét skifte

karaktér, i det mindste hos mig? Sæt nu det havde

gået hende ligedan, og det trode jeg, var vi to da derfor

skabte for hinanden som mand og kvinde? Og selv i

så fald, kom en forlovelse alligevel nu ikke for tidligt?

Jeg var jo lige fyldt 18 år. Advarende stod den mindre

heldige historie fra skolelivet for mig.

Jeg overvandt mig da selv, det var ingen let sag,

om end forstanden kunde tale nok så overtydende. Vel

kom jeg til Boesens med fader som sædvanligt, dog sjælden

alene, skønt tan te lod mig mærke, det vilde være hende

kært. Jeg og Marie så hinanden, holdt af hinanden,