196 / 657
184
eget bryst liar det lydt igen. Det er sukket, der vænter
udløsning fra forkrænkeligheden, Guds børns frihed i
herlighed.
De allerfleste teologiske studerende var endnu R a
tionalister, deres feltråb „oplysning“, deres mand Clausen;
man tænke blot på adresserne til ham og på fakkeltoget
1832, som Orla Lehmann stillede sig i spidsen for. Dem
stod jeg selvfølgeligt meget fjærnt. En mindre kreds,
der im idlertid voksede år for år, samlede sig om Mynster;
han havde straks, da han kom til København, fået ind
flydelse på studenter, skønt det gik småt. En gammel
præ st h a r fortalt mig, hvorledes han den gang som ung
h a r sig ad, når han kom fra Mynsters kirke: han skråde
øjeblikkeligt over på det modsatte fortov, at folk ikke
skulde mærke, han havde været dér i kirke. Således
var tilstanden i Mynsters første tid. Nu var det dog
blevet bædre, så en teologisk studen t ikke længer
skammede sig for T rinitatis kirke. Til Mynsters ivrige
tilhængere hørte bland t mine omgangsvenner Zeuthen og
den nuværende biskop Laub.
Ikke re t mange studerende stod i et vist, dog løsere
forhold til Hernhuterne, således Boesener, Balslever. Af
Grundtvigs yngre venner var „den ebræiske Miiller“,
P. K ierkegaard, Fengerne, Holm og flere ikke længer
ved universitetet; den nuværende hovedstok kom fra
Kristjanshavns borgerdydskole, man kænder dem allerede,
Laurent, Ley, Hagen blev studen ter 1826 og 1827. Til
dem sluttede den betydeligste af alle sig, nuværende
biskop Martensen.
Z e u t h e n var kommen hjem fra sin rejse til Steffens,
fordybet i filosofiske granskninger; fader, der syntes godt
om vor omgang med ham, indbød ham næsten hver
søndag til middag, og snart var han hos os som hjemme.
Imod sin sædvane viste han gærne et vist hensyn til
jom fru Prehn og fandt nåde også for hendes øjne. Han
bode i førstningen på E hlers’ kollegium, dér tra f jeg