198 / 657
186
Endnu ét takker jeg Zeuthen for: han gjorde mig
først re t hjemmevant i vore m a l e r i s a m l i n g e r , så det
lysnede for mig over kunstens verden. -Nu havde jeg
jævnligt min gang her i fritimerne og studerede skolerne
og mestrene, især de hollandske, af hvem vi h ar det
rigeste udvalg. Det var den gang noget nyt. Køben
havn havde endnu ikke fået de museer, som nu er dens
stolthed, sansen slumrede, og kun sjælden så man en
ensom skikkelse dér, hvor det nu mylrer med mennesker.
Men jeg glædede mig og beredte mig til de nydelser,
min første og længste udenlandsrejse skulde bringe.
Zeuthen havde meget egent i sit væsen, midt i
verden kunde han dog være som langt borte fra den.
Han havde en dag ligget i skoven og læst i ensomhed,
gik så omkring endnu fordybet i sine tanker, fandt sig
med ét på Dyrehavsbakken i folkevrimlen, standsede og
slog en høj la tte r op. En anden gang tab er han sin
kop ud af vinduet, strækker hånden ud for a t gribe den,
hvis den skulde komme igen, bliver således stående og
siger bare „å!“ Da han første gang kom på forum i
Rom, faldt han ned, fortælles der, og kyssede støvet,
hvortil så store m inder knytte sig. I selskaber tra k
han ansigtet tit i underlige folder og tede sig mildest
ta lt noget sæ rt og uopdragent. Men så stor en nar var
jeg nu, jeg gjorde det efter, ligesom jeg også eftergjorde
Gothes fornæmme smil. Det kom mig for, som sligt
var tegn på en dybere ånd, der følte sig højt hævet over
hverdagslivet.
M a r t e n s e n så jeg første gang hos en bekændt,
mens han endnu var skoledreng, og jeg, skønt ét år
yngre, allerede studen t; vi talte sammen, og han be
hagede mig. E fter at han havde taget artium 1827, tra f
jeg, den gang underoffisér, ham som rekrut. Lerbek,
lø jtnant og meget ivrig i tjænesten, vilde rette på ham,
men han var ikke for lydig: „De skal, fanden gale mig,
ly stre,“ råbte Lerbek, „jeg er ikke til at spøge med!“