197 / 657
185
ham og kunde sidde eller ligge hele timer i hans sofa i
al fortrolighed. Selv enkelte af mine småarbejder lod
jeg ham se. Hos ham lærte jeg også at kænde kandidat
L a u b , hvis elskværdige, milde væsen straks tiltrak mig
som alle and re; til vor nærmeste kreds hørte han dog
ikke, hvad Zeuthen derimod gjorde. Zeuthen havde
fundet sin livsopgave og arbejdede på dens løsning, for
mig svævede også en egen livsopgave: det var sammen
knytningspunktet trods al forskel i alder og modenhed
og retning.
Jeg har ham ikke lidet at takke for, ti han åbnede
mig først øjnene for S te f f e n s : „tag ham,“ sagde han,
„læs ham, men læs først hans „Indledning til Philosofiens
Studium“, disse herlige forelæsninger, som vakte Oehlen-
schlåger og Grundtvig!“ Jeg fulgte det råd og studerede
dem a tte r og a tte r; hidtil havde kun digteren henrevet
mig, her gjorde nu filosofen det, men en filosof med
skjaldens snille. Filosofiske problemer, som det om fri
heden, viste sig første gang for mig. Også hans „Unsere
Zeit“ tog mig fuldstændigt, i den og G r u n d tv ig s
verdenskrøniker fandt jeg det, jeg trængte til, et ånd
fuldt syn på historien, dens store tidsrum og indre
sammenhæng. Steffens i det hele fik mest indflydelse
på min udvikling næst efter Grundtvig og Oehlenschlåger.
Man vil spore den i den skildring af ham, jeg har med
delt i fjærdingårsskriftet „For L itteratur og Kritik“
3dje bind.
Hans indflydelse på mig falder omtrent sammen
med H e r d e r s . Jeg skaffede mig dennes værker, „hvori
en evig ungdomskilde sprudler,“ og der gik nye lys, lys
på lys, op for mig, nye syner på alt, ved hans „Alteste
Urkunde“, „Philosophie der Geschichte“ og „Volkslieder“.
Havde jeg om dagen læst mig træ t og ør på kollegie-
hæfterne, søgte jeg hos sådanne mænd min vederkvægelse
mangen sildig aftentime.