200 / 657
188
Jeg ser endnu Martensen som opponent. Præses
Kragerop h a r fået noget at tænke på af ham og véd
ikke, hvor han skal rede sig; Martensen står med det
lune smil, slår på dåsen, tager sig langsomt en pris,
vænter, vi le alle, præses er som tilintetgjort. E t andet
optrin! Martensens glimrende fægtemåde ha r ødelagt
en påstand af mig om Schillers Räuber, forgæves havde
jeg værnet om den til det yderste, men til ordkampen
duede jeg ikke sønderligt, mine tanker klarede sig ikke
hu rtig t nok. „Ja, ja ,“ sagde Ley, „hver mand har sit,
og Hammerich h ar nu det, som ju st fejler Martensen;
det bruser lidt i ham, hvor tø r han end kan være.
Vilde vi lægge dem begge sammen, fik vi en hél karl
ud af det.“ Jeg var glad og kastede mig stolt hen i
sofaen, min ære var reddet. Ley havde ellers, siden vi
andre blev modnere med alderen, ta b t sin indflydelse,
hans tanker faldt alt for tit i det tågede.
Martensen med sin afgjort videnskabelige n a tu r med
delte os, hvad der var gået op for ham, et stæ rk t ind
tryk af videnskabens magt. Til gengæld kunde vi byde
ham følelse for det folkelige, og
minbroder og jeg
polerede hist og her på hans væsen. Han deltog, når
vi som frivillige blænkere gav et lille plaf med i den
kirkelige kamp. Mynster havde, husker jeg ikke fejl,
ho ld t en prædiken, der så ud som et angreb på Grundtvig.
Vi havde da skrevet en opfordring til ham om dens ud
givelse og undertegnet os „flere teologiske studen ter“,
hvorefter opfordringen afleveredes af L au ren t på adresse
kontoret. Man vilde dog ikke trykke den i avisen, inden
navnene på disse studen ter meddeltes redaktionen.
Laurent meddelte dem altså, men det syntes Martensen
ikke havde været nødvendigt og
var slet ikke til
freds med.
Da teologisk månedsskrift hørte op, udarbejdede
blandt andre Martensen og jeg i foreniug et stykke af
registret. Vi kom i det øjemed sammen også hos ham,