192 / 657
180
men stemningen fra Løguni blussede kun op a f og til,
uvilkårligt. Jeg gjorde mig en samvittighed af a t fræm-
kalde den hos hende, før tiden var modnet, og hun var
undselig og stille. Således gik det første år. Jeg fik
im idlertid trav lt med mine studier og de nye venner.
Til sidst stiftede jeg bekændtskab med en anden ung
pige, der straks i mange måder tilta lte mig; Maries
billede havde trå d t i baggrunden, men hele forholdet
trykkede mig i flere år.
Da kom Ferd inand Fenger, denne underlig magne
tiske natu r, som kunde drage enhver til sig, og han
sang sig ind i hendes hjæ rte, hun blev hans. Det kærlige
forhold mellem Marie og mig, som det havde væ ret fra
vor barndom , levede nu op igen. Det var virkeligheden,
det andet blev en kort, skøn drøm. Og da jeg åre t efter
forlovede mig, nærmede hun sig min kæreste som en
søster og satte hende ind i alle de uheldige forhold i
faders hus, hvorunder hun havde lid t sin del. Nu høre
Marie Boesen og Ferdinand Fenger med til mine kære
døde, jeg aldrig skal glæmme.
Jeg m åtte for alvor tage fat på t e o l o g i e n , hvis
det skulde blive til noget, fader drev derpå, og jeg gav
ham ret.
Vel havde jeg gennem mange småkampe
frig jo rt mig for hans daglige tilsyn med hvad jeg læste,
ligesom jeg fik ham afvant med a t kalde mig „min
dreng“ ; men så var også hele ansvaret mit, det følte
jeg. Desuden var jeg ked af digteriet, jeg læste, hvor
ledes Schiller i sin ungdom havde b åre t sig ad, brændt
alle sine digte og lovet sig selv i to år ikke at digte
noget. Det samme gjorde nu jeg , efter nogen kamp.
P å et pa r undtagelser nær, kastede jeg mine småsager
på ilden, ungdomsdrømmene gik op i røg, og jeg lovede
in te t af den a rt a t skrive, inden jeg fik eksamen. En