188 / 657
176
lovelser, „ja“, hed det, „nu er du student, nu kan man
vel snart risikere det samme med dig!“ En dag fortalte
U lrik, hvorledes han havde stjålet sit første kys af
Hanne, inden de var forlovede. Jeg blev både rød og
bleg, det lød jo næsten som et venskabeligt råd. Hvor
for kunde jeg ikke gøre det samme? Men heller ikke
det gjorde jeg, vogtede mig endog for et a lt for varmt
håndtryk.
F ra Løgum red jeg til N o l d e og blev der for et
syns skyld et par dage, h jæ rtet var dog ikke med. Min
morbroder Martin gjorde alt for min opmuntring, han
kørte mig til Tønder, ud på digerne, men det bædste
for mig var, når han fortalte om min moder; det ledte
tankerne blødt hen til en anden elsket genstand. Jeg
husker og, a t jeg fandt Wielands Oberon mellem hans
bøger, og læste hovedpartierne, navnligt dem, der nogen
ledes svarede til min stemning.
Derpå rejste jeg a tte r over Løgum til K ristjansfelt,
til dr. Müllers, med Ulrik Boesen. Ude på hederne
havde en hel hæ r af storke sam let sig. Man træffer tit
en unge, som er hakket ihjæl og kastet ned af reden,
det heder, den skal være funden for svag til længere
flugt. Nu var de andre voksede til, havde læ rt flyve
kunsten af fader og moder og kunde fræmstilles til
høstmanøvre inden afrejsen.
Og den med alle dens
øvelser, fræm og tilbage, ud og ind, var jeg nu til stede
ved. Hvor var jeg den sommer ikke bleven fortrolig
med storkenes liv!
Jeg følte trang til nadveren og mældte mig hos
præsten i Kristj ansfelt, her vilde jeg heller gå til alters
end hos Salling. En dæmrende aftenstund tråd te jeg
ind i salen; lysene var tændte, ved bordet, hvor vinen
og brødet stod, sad præsten i hvid korkåbe med rød t
bæ lte, og ved hans side diakoner ligeledes i korkåbe
men med hvidt bæ lte, også hvidklædte diakonisser.
Brødet, alm indeligt brød, blev indviet, ombåret af præ