184 / 657
172
samtale om høstudsigterne og den hagl, der var falden,
ligesom der slet ikke var andet til i verden. Det gjorde
mig formelig godt. Således genså jeg Yonsild.
Her havde jeg im idlertid hverken ro eller ra s t og
gik underligt drømmende omkring, tankerne gjorde altid
og altid samme kredsgang. „Men hvad fejler der dig
da, F red e rik ? “ sagde tan te Salling. „Ing en ting !“ svarede
jeg og kradsede i bedet med min stok. „Å“, sagde hun,
„spar dog min stakkels nellike! Det kan jeg ellers ikke
rigtig tro, du spiser jo også som en kylling!“ A tter blev
ensomheden min ven og den stille natur. Når solen
dalede, sad jeg i haven med en bog i hånden og så på den.
Hyldetræerne duftede, myggene dansede i aftenlyset,
storkene knæbrede på alle tage og madede sine unger;
ned ad den stæ rkt skrånende gade red karle med hestene
og vandede dem ved broen i åløbet dér, i døren i et
lille hus stod et par koner og snakkede sammen, en k a t
strøg sig op ad den ene; aftenklokken lød, en usigelig
fred hvilede over naturen. Det dulmede en stund og
vuggede sindet til hvile.
Det daglige liv bød mig in te t, som kunde drage
tankerne andensteds hen. Onkel Salling kunde jeg nu
udenad, huslæreren ligeså, min farbroder onkel Martins
mistænksomhed og sære væsen var jeg også snart færdig
med. Han havde taget herover, gik og drev og gav
ondt af sig om „det forbandede Yonsild“. Idelig og
idelig underholdt han mig med fortællinger om den
gamle enke i København, hvis penge han skulde arve.
„Ja bare din fader dog kan gøre hende rigtig angst
for slette mennesker, så er jeg sikker på min arv! Han
skriver mig til, hun nu er bleven så mistænkelig endog
mod ham selv, at hun endelig vil følge med, når han
skal hæve hendes ren ter i sparekassen. Det er en stor
skam mod ham, men det er alligevel ju st som det skal
være, ja det er dejligt!“ Så kneb han det ene øje til,
lagde hovedet på siden og gned sig i hænderne. S traks