190 / 657
178
var mig nær. Min stemning skaffede sig ln ft i et længere
ly risk-fantastisk digt, hvor Ingemanns indflydelse endnu
var kændelig. Syndige lyster og rene følelser kæmpe i
det sammen. Det åbnes med vers om vårnatten :
Blinkende vinke stjæ rn er små,
luilende rulle bølger blå!
venlig er vuggen og hvilen sød,
saligt a t slum re i m oderens skød!
K rystes så tæ t til det svulmende bryst,
h ø re den kæ rlige luilende røst,
svæve og bæve i håb og i frygt,
drømm e så himmelsk og slum re så try g t!
Det er en yngling, som synger den sang, og rø ste r
fra natu ren svare ham ; blomster, fugle, himmel og hav
indføres talende ligesom i „Reinald Underbarnet.“ Også
det digt gæmte jeg som min hemmelighed, kun én fik
indblik i den, og hun tilsneg sig det, jomfru P r e h n .
Ad adskillige veje gættede hun sig fræm, må også,
som hun plejede van, have støvet efter mine optegnelser
og væ ret heldig, og hvor let får en snild kvinde ikke
magt over det uerfarne unge menneske! Hun nærmede
sig med noget, der for mig så ud som moderlig ømhed:
„hvordan h a r du det dog, du ser altid så alvorlig ud !“
Det, hun gættede sig til, om talte hun som en vitterlig
sag, brugte smigrende ord, kaldte mig „min elskede
ven,“ „gudernes yndling,“ brugte milde bebrejdelser og
bønner, ja sparede selv ej på tå re r: „og så ringe for
trolighed vises der en moderlig veninde! Ak, hvor er
verden dog kold, hvor står jeg dog forladt, n år selv
mine kære svigte! Der Wahn ist kurz, die Eeue lang!“
P å den måde fralokkede og fravristede hun mig lid t efter
lid t et slags tilståelse.
Hvad de følelser, jeg nærede for Marie, kunde lede
til for hendes vedkommende, må have stået k la rt for
hende: tab e t af stillingen i faders hus. Hun grov da
sine miner under jorden. Med tilsyneladende deltagelse