179 / 657
167
provsten, og måle dem med et blik fra øverst til nederst!
Selv tan te Boesen. der ellers havde magt over sine om
givelser, fik det ikke over ham. Hans bevisførelse var
måske meget svag, men han satte alligevel sin vilje
igennem.
Den gang han kom til Løgum, var hans kundskaber
i tysk mådelige, nu talte han det im idlertid re t flydende,
skønt tilgjort, med en højtidelig, selvlavet udtale, der
også vanprydede hans danske prædiken.
Som ungt
menneske var han næmlig i onkel Boesens hus, hvor vor
så kaldte „gamle ta n te “ opholdt sig, kommen i vane
med et slags bruddent mål, som hun, der var tyskfødt,
talte det. Således snakkede de alle, når de vilde have
løjer med den gamle, noget, hun ellers godt kunde lige.
Det var dette mål, i forening med prædiketonen, der
hang ved til hans død.
Han kunde give mig re t i min harme over at høre
dannede i et dansk land samtale indbyrdes på tysk.
Ikke des mindre gjorde han sig selv tit skyldig heri, jeg
tror, han vilde gærne vise, at han også kunde tysk. Men
dansk var han i sjæl og sind, som han var en nidkær
p ræ st i al sin gærning.
Ikke sjælden gik eller red vi ud sammen i egnen,
der ikke var uden et vist tække. Lige under en banke
ryg ligger Nørre-Løgum kirke, på de andre sider om
given af vide, vandrette sletter, nærmest agre med
mandshøjt korn og den dejligste lærkesang, længere
borte lyngheden. Snart kunde vi tage ind og få os en
„tevandsknægt“ hos en af bønderne, snart var vi hos en
syg eller en og anden af de „opvakte“ på egnen; dem
forstod Boesen godt at omgås. En af dem, en ældre
pige, gik under navnet „den hellige K atrine“, om hendes
stille, gudhengivne liv fortalte han mig. Hun var meget
fattig, havde ikke en gang et par ordenlige træsko, og
det gik hende nær. Så bad hun en aften sin bøn og
føjede til: „du véd jo også, kære Herre, hvor hård t te a