HammerichEtLevnetsløb

163

karlen gjorde regning på sin „blå m and“, en tobaks

kardus fra Haderslev, når han hilste mig: „velkommen

hjem fra m arked!“

I Kolding, hvor de, når jeg gik ned ad gaden, kom

til vinduerne og skulde se „den Københavner“, tog jeg

ellers mest ind til stadshauptmanden, faders gamle

handelsven. Dér var i butiken en kvælende dunst af

allehånde varer, og fuldt med bønder, som snakkede op

og købslog, så fuldt, a t, som de sagde, „den ene ikke

kunde spytte for den anden“. Hvert øjeblik hørtes bods

svendens hæse, ensformige råb : „skal det så være en

snaps i købet, Ole Nilsen? Den er k ra b a t!“ „For jer,

Per Knudsen, er det jo en bitte sk rå, ikke sand t?“

„Å slå nu til, lille Maren, og lad det ikke blive til løgn !

Sikken en kop, den er da ikke så meget tåbelig! Og

billigere får hun den, katten ta ’ mig, ingensteds!“ Det

morede mig at stå og høre på, og inde i stuerne traf

jeg gærne en gammel lansenéroffisér, der havde tjænt sig

op fra menig; han fortalte med liv og lyst om krigen

1813. Også min onkel kunde fortælle om fægtningen

mellem Kosaker og dragoner i Vonsild, han mærkede

den pris, jeg satte på det slags efterretninger.

Heller ikke hørte en tu r til K r i s tj a n s f e l t til

sjældenhederne. Det ligger dér yndigt, et fredens bo,

ved foden af Kobjerget, midt i en naturlig engelsk p a r k ;

så lader det sig til syne med de klosterlignende byg

ninger, og så er det a tte r borte bag trægrupperne. Jeg

kom på „salen“ (kirken), på de store korhuse og studerede

menighedens indretninger. Den gjorde da et dobbelt ind

tryk på mig og gør så endnu: et idyllisk tiltrækkende,

og et frastødende, når jeg ser hen til det småsind, det

forknytte, åndeligt usunde væsen, hvoraf her er så meget.

Helst dvælede jeg ved de vemodige minder om min

moder, for fire år siden levede hun endnu. På „guds

ageren“ uden for byen ligge gravene snorlige, i rad

og orden, og på hver en lille hvid marmorplade med