172 / 657
160
ingen salme, og ethvert barn i Vonsild véd, hvor jeg
har advaret dem for de viser!“ Og han for over hegnet
ind på marken efter en sådan ugudelig krop.
„Ja,
tænkte jeg det ikke nok ! Han er ikke her fra sognet.“
Nu kom det ikke mange dage efter på tale ved
bordet om de sange, der for tiden var de mest yndede
i København; tan te og børnene vilde så gærne høre dem.
„Nej,“ sagde han, „Janemor, aldrig skal en så gruelig
forargelse udgå fra mit hus! Hvormed holder en ung
vel sin vej ren? Ved a t holde sig til dit ord, H erre!“
De blev ved a t bede, og omsider tillod han det, når
bare ingen fik det a t v id e ; skinnet var hovedsagen. Vi
kørte da hen på et afsides sted, dér kunde min broder
og jeg synge så meget vi vilde. Og dér sang vi arier
af Kong Salomon og Jørgen Hattemager, fædrenelandske
og Bellmanske sange, og han lo med af hj ærtens grund,
n å r det var en morsom en.
Næste dag sad tan te småleende og fo rtalte: „man
sagde i byen, præstens havde nok været lystige i går
ude på m arken.“ „Hvad er det, du siger, m o r?“ råbte
han, så hun blev skræmmet og tav. „Lystige!“ vedblev
han. „Tænkte jeg det ikke, forargelse altså alligevel!
Å jeg er ulykkelig, i et eneste øjeblik ødelægges mange
års arbejde i H erren!“
Vi talte ren t ud med ham, dette væsen gik vel vidt.
„Alt, hvad I gøre“, sagde han , gører det i vor Herres
Jesu navn! S tår der ikke således skrevet? Og nu
spørger jeg eder, kære unge venner: kan man danse i
Jesu navn, kan man synge viser i Jesu navn, kan man
spille ko rt i Jesu navn?“ „Men onkel,“ sagde min
broder, „kan man da knappe bukser i Jesu navn?“ Alle
indvendinger nyttede im idlertid ikke. E thvert sundt
menneske, der kom i dette hus, m åtte få modbydelighed
ved en sådan adfærd, adskillige af dens frug ter blev
heller ikke lystelige. Næppe var Salling død, før huset
genlød af sang og klang, og nogle af børnene mislykkedes.