HammerichEtLevnetsløb

157

man ikke så sjælden i livet, og de kan modtage en

mildere forklaring.

F ader talte ideligt om den skæve opdragelse, hans

børn fik, og den norden i hans hus og pengesager; trods

det store kald, var og blev han en fattig mand og over

hang enhver, som ejede noget. Da farfader døde og

arven skulde skiftes, havde han vist sig ikke lid t penge-

gridsk lige over for sine medarvinger. Og skønt fader

i sin godmodighed jævnligt kom ham til hjælp, på-

skønnede han det dog kun i ringe mon, ja kunde sende

ham de bitreste breve, fulde af åbenbar misundelse.

I anledning af bibelsagen på Island skrev han til

fader. „Den har jo Johannes Hammerich til patron! En

mand, hvem Gud har betroet 100,000 species, vil vist

ikke nægte ham igen et lille forskud på nogle få hundrede

rigsdaler, så meget mindre, som den gamle, tro hu s

bonde selv er kavtionist. Hvem der kun var så lykkelig

at have noget at låne vor H e rre ! Du tilgiver, jeg skriver

så fortroligt, men hykle kan jeg ikke.“ Længere henne

heder det: „I gode børsmænd avancere, vi arme land

mænd decadere. Nej, min Jesum, in tet andet, jeg til

min rigdom have vil! Der er dog in te t ulykkeligere end

besæ ttes af den Mammons ånd! Judas vilde være Jesu

disipel, men da han sad og tænkte på penge, mens

Jesus indstiftede nadveren, for satan i ham .“

Dette var vel groft, og moder, der endnu levede,

greb pennen i sam råd med onkel Boesens og foreholdt

ham „den bitterhed i disse ord, han ved nøjere a t prøve

sit hjæ rte vist selv m åtte finde.“ „Måtte Guds Ånd,

kære Salling, re t røre vort hjærte, da vilde vi lære, at

se bjælken i vort eget øje, førend vi dømme vor næ ste!“

Alligevel nærede fader stor agtelse for ham som

præst og spurgte ham til råds om vor opdragelse; de

stæ rk t farvede ta lem å d e r, Salling slog om sig med,

gjorde altid et vist indtryk. Når det hed i breve: „hvad

du anvender på min Kristjan, (hans søn) sæ tter du på