166 / 657
154
kunde tale med om andet end det, der hørte til dagens
nødtørft. Min broder var opvakt, moden over sin alder,
skrev allerede den gang meget gode breve; så talte de
om vore ypperste skjalde, læste dem på ny og læste
også Jean P aul sammen. Og kandidaten og skoledrengen
blev dus. Næste år kom Zeutben til København, på
gennemrejsen til sin morbroder Henrik Steffens i Breslau,
og nu blev også ban og jeg venner og dusbrødre. Det
var indledningen til et samliv, som varede i flere år.
Atten år gammel, med et helt forår i sjælen, og så
til hest, alene, ude på æventyr, selv på elskovsæventyr:
den lykke blev mig til del om sommeren 1827. Med
Oehlenschlågers „Poetiske Sk rifter“ og Ingemanns „Rejse
ly re“ i min kuffert forlod jeg København. Fader, altid
forsynlig, havde medgivet mig åbent brev til alle hans
venner ru n d t i landet, og desuden en mængde nedskrevne
gode råd og formaninger. „Vogt dig endelig for for
kølelse og at komme i sved, stig ikke for hastigt op på
vognen eller ned ad vognen; quicquid agis, pruden ter
agas et respice finem!“ o. s. v.
Når ageposten så holdt stille, stod jeg med blyanten
i hånden og tegnede på stedet op, hvad jeg så og hø rte;
der skulde sankes sammen til et digt i „Langelands
rejsens“ stil. Ved Sorø følgende optegnelse : „set fra
akadem iet Ingemann i hans have trække det æsel, hvorpå
hans kone red .“ Ingemann og flere til kunde såmænd
være glade, da planen til digtet røg i lyset.
Rejsens første holdested skulde Vonsild være, hvor
onkel S a l l i n g bode. Det ligger, nå r man kommer op
af K o ld ing -dalen , på den nordslesvigske højslette og
ligger kønt, ligesom m idt i en lille lund af ask, poppel,
alm og frugttræer, med hævninger og sænkninger i jo rd s
monnet. F ra præstegårdstoften, hvor åsen højner sig og