241 / 657
229
og parred sig vrinskende
på hans isgrav,
gæmte du det årtusinder.
Da længtes du at skue det
end én gang du kaldte
de oplivende, hellige
stråler hid
under nordpolshimlen.
Isgraven smelted
i
vellysttårer,
og undrende skued
almoderen jorden
det fjældstore lig. —
Men hjørne brummed,
fræmad styrtende
vejred de ligets
tusindårige,
friske kødduft,
søndergnaved dets knokler.
Og den enligt flakkende
nordpolens jæger,
den vilde Tunguser,
kæmped med bjørnen
om det lækre bytte. —
Da ynkedes du
og vinked din søn
fra det fjærne Vest,
viste ham benraden,
mankelokkernes
rødlige duske,
ærværdige lævninger. —
Hellige natur,
mig du vinked,
viste mig glimtet
af din urtid!
Lad den gennemgløde mig,