234
sig vasket. Han opdager sin kammerat, der imens havde
lænet sig op mod et hus og i den stilling var falden i
søvn. Han tror, det må være en post, tager altså fat i
kammeratens arm , som det kunde være postestangen,
og giver sig til at pumpe. Af den bevægelse får den
anden ondt og kaster op, han, der ledte efter posten,
holder nu hænderne under og vasker både dem og an
sigtet i samme væske i den tanke, at det er re n t vand.
Derefter raver han hjem til sin kone. „Men føj for en
ulykke,“ råbte hun, „hvor har du væ ret og hvordan er
det du ser ud og lu g te r? “ „Stille, mor! Du skulde s’gu
bare vidst, hvordan jeg så ud, inden jeg fik mig vasket.“
Jeg gikogså ind til bonden, jægeren, til skomageren
og smedden i den ildrøde smedje og snakkede med
enhver om det, han tog sig for; det tilrådede alt Novalis
i „Henrik v. Ofterdingen“. Deres måde a t være på,
deres ud tryk optegnede jeg, min sans for det folkelige
var vakt. E ller jeg fordybede mig i naturen, fæstnede
de indtryk, jeg fik af den, studerede, til dels efter
natu rh isto rier og på museerne, fuglenes, insekternes,
pattedyrenes liv i de større og mindre træk. Ude på
en lille å tum ler andemor sig lystigt med de små gule
ællinger, dér er en fornøjelig snadren og pippen. En
enlig and sejler uden om k lyngen, men på én gang
kommer hun i tanker om noget, vender om, sty rer lige
på andemor, basker hende i hovedet og giver hende et
p a r dukkerter; ællingerne fare skrigende til alle sider.
Så rejser den barnløse hovedet nok så strunk, kredser
et pa r gange rund t som i trium f og sejler videre med
strømmen ned ad åen. Hvad stak der dog den and,
blev hun skinsyg på moderen med de kønne børn?
Man vil se, jeg brugte mine øjne og stræbte a t op
fatte livet som det virkeligt er, jeg var bleven angst for
de alt for luftige drømmerier. I én henseende er disse
digterske forstudier nær ved at kunne kaldes historiske
tillige, og i det hele støttede de to retninger i min natu r