251 / 657
239
hvordan ved brønden han sin elskte Rakel fandt
og kyssed hende? Ju st som hun jeg vogtede
min faders hjord, hvad jeg så tit jo har fortalt.
Det undrer mig, at den gang han ej kyssed mig,
jeg var hans frænke jo, som Rakel Jakobs var!
A n d e t k o r
(uden for).
Mirjam, her h a r vi plukket røde klippebær,
ikkun din læbe rødmer mere duftende!
M irj am.
Godt, godt, veninder! kransede med egeløv,
vi bringe dem til templet, når min fader did
sit offer bringer for den herligt vundne sejr.
Men I må plukke flere, mange, mange .fler,
og tag je r så i agt, kryb ej for vildt omkring!
F ø r s t e k o r.
Dér kommer hæ re n !
M irj am.
Skælmsk har vinden narret dig!
F ø r s t e ko r.
Jeg vil dog ned til elven, bædre dér man ser.
M irjam .
Jeg følger med! Det lufter også mere dér.
Se sandet, hvor det titte r gennem bølgerne,
sivsmykt, i kønne strim er vandet furer det!
Og hist ved busken, hvor de dybe strømme gå,
kan alle træer i spejl sig skue ret med lyst.
Hvor vandet lokker! Se, det alt mit billed stjal
og leger med detl Mirjam er ju st ikke grim,
jeg tror, det vilde nok så gærne ha’ mig selv!
F ø r s t e ko r.
Alt for forvovent sidder du, glat bredden er;
hvis nu den skred, og Mirjam faldt i vandet ud!
M irj am.
Ja, hvis de køle, dybe vande slugte m ig!