253 / 657
241
S c h am a i.
Han svigter ingen, den trofaste Gud, vend dig
til ham om frelse fra den tunge marterdød!
M irj am .
Israels Gud, vil du mig da fra døden fri? —
(Pavse.)
Han tier, hø rer ej! Og dog har du fortalt,
han sidder på hver stråle, som til jorden sank.
Mig h a r han altså ingen håbets stråle til!
Sig, Schamai, tro r du måske, han nu er fjærnt,
hist oppe på sin stol; men hvor er englen da?
Hej, der er ingen frelse, Mirjam har han glæmt!
K o r e t.
Ye, ve os! Vor veninde går til skyggers dal!
M i r j a m.~
Ja, nøgen — hvor jeg blues —, surret fast med reb,
for hele folkets åsyn, dø en smertens død!
Først gravens kulde stopper blodets varme strøm.
K o re t.
Ak, kunde blot, min arm, du standse præstens kniv,
min tåre slukke bålet, strømme skulde den
som styrteregn! Men Gileads jomfru mægter kun.
afsides sukkende for Mirjam at bestrø
sin hvide tinding med det sortgrå askestøv,
mens tåren ned ad kinden furer sig en seng!
S c h a m a i.
Ja, græder ikkun piger, men fortvivler ej!
Den frommes tåreoffer ser Gud nådig til,
han vender ej sit åsyn fra en ydmygs bøn!
Hvo redded Abrams håb, der offersværdet alt
skrabed mod Isaks bryst? Troer I, han slumrer nu?
(går ud.)
K o re t.
Den gamles visdomstale kvægede mit sind;
vor elskte skal ej skilles fra os, søde håb!
16