259 / 657
247
de danser og kranser den gud så spæd,
da glæmmer lian gråden og smerten med.
Og fra den bælgmørke himmel, se
som nordlys det lysner om bjærgenes sne!
Tilbedende skælver den unge jord,
det nærmer sig, Valkals Asa-kor,
og fræmmest går i den hele rad
Gud Njord, F rejr guttens fader så glad.
De stanse ved hulen; —• men Frigga dog,
hvad fængsler dig så til den lille pog?
O, de velsignede, himmelblå
småglugger du henrykt stirrer på!
F re jr liden hopper, vil ha’ sig en leg,
han griber efter dit gyldne neg.
Ha, ser I, han vokser med ét! Den kraft
i Friggas kys gav ham marv og saft;
hans sener strammes, hans hud vorder brun,
til guldgule lokker de barnlige dun,
let flagrer hans svøb om lænd og arm,
han klynger sig til Asynjens barm.
Da dukker solen af havet fræm,
det dages i lyse Alfers hjem,
de vågne dér oppe, en og hver,
i rosenhækker, i busk og træer,
og mellem blomstre, der glimrer af dug,
de svinge sig rund t til fuglens kluk.
Gudinden ser til sit Alfe-land,
hvor lysthuse vrimle ved kilders rand: