262 / 657
250
jeg fik på Thomsens oldnordiske museum og i kæmpe
gravene, så jeg begyndte at smage kildestudiets sødme.
Meget kunde ved første øjekast synes værdiløst, et navn,
et å rsta l; så jeg im idlertid nøjere på det, dvælede ved
det og knyttede det sammen med hvad der vidstes fra
andre kanter, gik lys op for mig. Det var lige som om
det tilsyneladende døde åndede og levede, som levede
jeg selv med i de henrundne dage og fik et billede,
ingen senere skildring af dem, hvor åndrig den end
monne være, kunde skaffe til veje. Der ligger dog noget
egent, tryllende i studiet af oprindelige kilder!
Jeg gav mig nu også i lag med historisk k r i t i k ,
først lidt planløst, siden med mere plan. Æmnerne blev
prøvede og sigtede, så man kunde nå fræm til den fulde
sandhed; jeg , hvis stæ rke side indbildningskraften er,
trængte h å rd t til a t gøre det, det følte jeg. Alligevel
m åtte jeg snart mærke, det var en virksomhed, som
ikke nærmest lå for mig. Oplede en ny historisk mark,
rødde grunden 'for k ra t og sten, bryde bygd, tage den
første afg rød e: det har tilta lt mig, og dertil kan jeg i
m it senere liv have haft noget held. Oprensningen der
imod med hakke og spade og det finere jo rdarbejde blev
mindre min sag. Men jeg havde fået syn for det an
svarsfulde og tillige løftende i et historisk studium og
var til mode om trent som fugleungerne, der blive flygge.
Med iver vedblev jeg a t sæ tte mig ind i Ansgars
levnet efter kilderne; det skulde tillige skaffe æmner
både til mit drama og den disputats, jeg vilde indsende
til un iversitetet, altså gøre dobbelt gavn.. Som jeg
rykkede fræm, opdagede jeg im idlertid, a t æmnet næppe
vilde due til d ispu tatsen ; både k ritik og fræmstilling
havde allerede gjort nok ved den sag, og til et nyt syn
på den kunde jeg ikke komme. Så valgte jeg et side
parti, Remberts levnet, til disputats.
I det hele var h e d e n o l d i Norden, hvor folke-
ånden klarest viser sig, m it yndlingsstudium , Suhm,