263 / 657
251
Sakse, Snorre i forening med P. E. Müllers og Dahl
manns kritiske arbejder, sagaerne, oldsagerne. Men
lieller ikke v e r d e n s h i s t o r i e n stod i skygge, jeg læste
ikke lidet og samlede æmner ind, f. eks. om korstogene.
Hos Ley, i hans have ved garderkasernen, mødtes Laurent,
min broder og jeg og gennemgik Johannes Müllers Welt
geschichte, et åndrigt værk, hvis stil og indhold jeg
skattede højt. Yi tog formeligt stykker for i den bog
og hørte hverandre gensidigt. Det var mig til gavn og
skærpede hukommelsen, der ikke hørte til mine stærke
sider.
En frugt af mit studium nedlagde jeg i en a f h a n d
li n g „om det danske folks ejendommelige væsen“. Den
indleveredes til et lille videnskabeligt selskab, der kom
sammen lios Zeuthen på Borchs kollegium, og hvori min
broder, Martensen, Bornemann og et par andre deltog.
Den var temmeligt umoden, og Bornemann, der op
ponerede, ankede med føje på de mange tilløb, der
toges, uden at jeg kom til nogen klar opfattelse af
hovedsagen, det danske særpræg. I øvrigt mærker jeg i
samme afhandling spirerne til den måde, hvorpå jeg
senere har skildret historiske æmner: korte sætninger,
det læ rte jeg af sagaen, bibelen, Tacitus, Engelskmænd,
Franskmænd; og en levende, stemningsfuld opfattelse,
som nogle måske vil finde alt for billedrig. Allerede
den gang greb jeg, når jeg skulde skrive, efter en eller
anden bog, som ikke vedkom genstanden, men kunde
sætte i stemning; så gør jeg endnu.
Min historiske drift bragte mig også ind på studiet
af m it e g e t l e v n e t , et stød hertil gav både faders
arbejde på vor familjes historie og Thieles „Thorvaldsens
Værker“, hvori Thorvaldsens liv meddeles; min broder
og jeg havde købt os den dyre bog i fællesskab. Jeg
gennemtænkte da min barndom og ungdom og gjorde i
hin tid, mens m indet endou var så frisk, optegnelser om
det, jeg havde oplevet. Til Ley talte jeg derom, og han