265 / 657
258
n in g , g y m n a s t i k , d a n s , jeg til sidst for mit ved
kommende tillige i r id n i n g . Sådanne øvelser give en
magt over sit legeme og skaffe den holdning, vi satte
pris på. Ved dem må man og tage sig sammen, blive
praktiker, fæste øjet skarpt på et mål og gribe til i
re tte øjeblik: det har sin betydning selv for det ånde
lige liv, som ensomhed og studium ellers let kan bringe
på afveje.
Havde vi nu ved siden heraf tænkt på en, eller
anden håndgærning, som at lære et håndværk, vilde vi
upåtvivleligt gjort ret. Fader tilrådede det og foregik
os ved sit snedkeri med et godt efterdømme, men hans
regler for opdragelse så vi nu en gang gærne på som
mindre heldige.
Mig særligt tjænte rejserne desuden til indøvelse i
m od. Jeg har på farlige, tværbratte steder klatret om
mellem klipperne, til jeg nær havde klatret mig fast,
redet op og ned ad styrtninger, sat over diger og grøfter
til hest og sty rtet med hesten, været ude i uvejr med
en lille sejlbåd. Søsyg er jeg ikke og satte en stolthed
som dansk mand i ikke at være det.
I m it senere liv har jeg ved vintertid, den italienske
røvertid, alene fordybet mig i Albaner-bjærgene, skønt
en dansk søoffisér, jeg mødte, advarede mig. Med ét,
fortalte han, havde han hørt en piben, det raslede i de
høje siv, og tre meget mistænkelige karle stod for ham;
kun bøssen, som han holdt spændt, frelste ham for
overfald. Også i kugleregnen har jeg stået adskillige
gange og færdedes i hele uger mellem døende og døde,
da vi havde kolera.
Faren fik i sådanne timer samme tillokkelse for mig
som, efter sagnet, klapperslangens blik får for fuglen;
man frygter, frygter tit stærkt, og dog lokkes man. Og
jeg indprentede mig en erfaring til: når der er fare på
færde, skærpes sanserne i en overordenlig grad, men al
forstandig overvejelse hører op, og kun om instinktet