258
Fordybet i min tankeverden, kunde jeg opsætte og
opsætte, hvad der dog nødvendigvis m åtte gøres; „om
det sker i dag eller i morgen, siger vel ikke s to rt,“
tænkte jeg. Og n år jeg nu til sidst tog mig selv med
en trum f: „men nu skal du,“ kunde tankerne formeligt
løbe mig su r; somme tid er kunde jeg ikke en gang samle
mig og tælle på fingrene som Sibbern: „først skal du
derhen, og så skal du derhen, jo du ha r grumme meget
at gø re!“ Til andre tider kunde jeg blive kry, når jeg
havde tvunget mig til handling.
A tter altså en ufrivillig forestilling, jeg gav mig selv
i den højere komik. Im idlertid lå grunden i viljens alt
for stærke retning mod studiet, og ikke i nogen sløvhed
ved den; heller ikke gik det hver dag så galt, til la tte r
for andre er jeg i alt fald ikke bleven. Og det hjalp
straks, så såre jeg tog ordenlig fat i det praktiske liv,
jeg havde alt før ved ikke så få lejligheder mærket, det
nok vilde skride for mig.
Jeg ha r om talt mit h a s t i g e s in d , og hvor skæft
jeg kunde se på det som et udtryk for mandig djærvhed.
Til gavn for selvopdragelsen blev det derfor, da jeg et
sted, jeg husker nu ikke hvor, stødte på en fortælling,
der viste mig sagen fra en helt anden side. Jeg skal
meddele den.
I et tysk værtshus sad en dag en lille, jævn mand,
som det lod til af borgerstanden, med sin kridtpibe i
munden og læste i en avis. Læsningen tog tid, en halv
time gik, og et par unge, kåde tyske offiserer fik det
indfald at se, om de ikke kunde forstyrre manden. De
snakkede højt, gjorde støj, pustede på ham ; og da det
ikke hjalp, blev de mere nærgående, satte sig klods op
ved ham, ja stødte endog til ham. Men in tet forstyrrede
den urokkelige læser. „Det er dog un derlig t,“ sagde en
major, der også var i kåd t lune. „Skulde man da ikke
på nogen måde kunne bringe en sådan flegmatiker i
harnisk? De skulde en gang for løjers skyld prøve på