260
„Nu tog Hollænderen sit sigte: „men de skælver
jo, h err major! Stå dog roligt bare et øjeblik, De skal
vide, De er min skive!“ Den stakkels herre rystede
endnu stæ rk ere: „bed nu Deres fadervor, hø jstæ rede!“
Han gjorde det, mens sekundanterne hånlo ad denne
fejghed. „Å, så er De ikke en gang et skud k rud t væ rd“,
sagde Hollænderen, kastede pistolen bo rt og red sin vej.
Han sad siden ofte på væ rtshuset, røgte sin pibe og
læste sin avis, men ingen var der, som mere forstyrrede
læsningen.
Ikke længe efter stiftede jeg nøjere bekændtskab
med de islandske sagaer, hvor der forekommer så mange
træ k af koldblodigt, stille mod; så med Jyderne. En af
alle de fortællinger, man har om dem, må være til
strækkelig.
En F ranskm and af Bernadottes hæ r blev indkvar
te re t hos smeden i Vonsild, kammeret, han fik, var ju st
ikke meget godt, og under en strøm af eder og for
bandelser sagde han til smeden, det var ikke andet
værd end til stald for hans hest. „Sæt mig dyret straks
der ind,“ råb te han til sidst og gik sin vej; smeden gør
så, „bædre kammer,“ sagde han, „har jeg ikke.“ Om
aftenen kom Franskm anden igen: „giv mig mit kammer
nu, men det råde r jeg dig, et kammer, en mand som
jeg kan være tjænt med!“ „Ja vel,“ sagde smeden, idet
han høfligt tog sin hue af og førte F ranskm anden ind
på det gamle sted til hesten. „Så det byder du mig,
din ban satte kæ ltring!“ brølte denne og vilde trække
blank. Smeden sæ tter med største rolighed huen på,
griber sin modstander i bringen, smider ham med et
vældigt tag under sig og siger b are : „ja, herr F ra n so s !“
Således blev den sag klaret.
Min forestilling om m o d og manddom ændredes nu
efterhånden i mange måder, men i livet havde jeg alligevel
ondt nok ved a t skikke mig derefter og fik aldrig fuldt
bugt med mit hastige sind. Med det samme ledtes