273 / 657
tanken hen på cle mangehånde forskellige a rter mod,
fræmfor alt modet til at tage sig et a n s v a r på. Man
kænder ordsproget: „det går jo glædeligt, sagde Torden
skjold, da han havde kun én mand, og han græd.“ Det
ordsprog har sin gyldighed for enhver livskamp: stå fast
med sandheden, om du så end skal stå alene! Jeg søgte
nu a t indprente mig det, det gjaldt jo netop for mig
om ansvar og valg.
Forholdet til min b r o d e r var godt, som man vel
alt har mærket af fortællingen. Vi to opdagede endelig,
at vi, netop fordi vi havde lignende naturer, trængte til
hinanden og burde hjælpe hinanden; endnu kunde der
dog være nogen skinsyge imellem os og det fra begge
sider. Til visse tider talte vi meget sammen, var glade
ved hinanden og udskiftede vore tanker; men der kom
også øjeblikke, hvor vi var mindre meddelsomme.
Kort efter min attestats blev Martin på fælleden i
geledet såret i hånden ved et fejlskud af hans bagmand
og måtte bringes på hospitalet. Her tegnede han por
træ ter af en og anden, han lå på stue med, eller
studerede hospitalssprogets kadaverlyrik; at dø hed „gå
i skarnkisten“. Den meste tid brugtes dog til studium
af Baggesens og Oehlenschlågers fejde, et studium, der
faldt sammen med Hertz’ hemmelige forberedelser til
„Gjengangerbrevene“ ; det viser den æstetiske retning
hos ham. E t kønt digt, han skrev, „Pyramus og Tbisbe“
blev uden navn optaget i Heibergs „flyvende P o st“ og
gjorde lykke. På samme tid lagde han også planer til
et drama „T istran og Ind iana“ over det æmne, der var
os kæ rt fra barns ben. Imidlertid var hans drift til
digtning ikke så stærk som min og underordnedes lettere
og uden mange kampe under den videnskabelige drift.
Han havde nu kastet sig over filologiske og myto
logiske stud ier, som jeg over historiske, og tænkte
allerede på at lære Sanskrit og rejse til Indien; dog
vilde han først tage teologisk eksamen. Således havde
261