274 / 657
262
han sin egen opgave, og kølnet var han ikke blot for
Grundtvig, men også for sin barndoms tro. Mytologierne
havde for ham k astet et mytisk skær selv over den
hellige historie, så videnskab og kristendom kunde stå
ham som modsætninger og han blev hjemsøgt af tvivl,
jeg ikke kændte til. Det gjorde mig tit ondt, skønt jeg
ikke sagde ham det; vore følelser for hinanden gæmte
vi helst dybt og godt.
I førstningen af min kandidattid tog mine nye
studier mig helt; der var kommen en urolig travlhed i
min ånd, et jag efter a t lære, og sjældnere lyttede jeg
til disse så vidunderligt lokkende og kaldende evighedens
røster. Jeg var indviklet i en kamp „med frygt og
bæven“, ikke dog for min saligheds sag, derimod for,
hvor mine ævner lå, og hvad jeg skulde blive til i
verden. Når jeg skrev i dagbogen: „overvej hver aften
det, du h ar gjort i dag!“ gjaldt de ord derfor mest
ævnerne og den a rt sædelige selvopdragelse, jeg havde
fået øje for.
Men ved en nådig styrelse førte netop historien og
digtekunsten mig altid nærmere til K r i s t u s, idet han
og livet i ham kom til a t stå for mig som det, der først
kunde bringe dem til forklarelse. Navnligt var det
studiet af Ansgar og R em bert, som lagde mig betyd
ningen af et k risten t liv på hjærte.
F riheden bankede im idlertid endelig på vor dør.
Ved det vågnende p o l i t i s k e røre kunde jeg, ifølge min
natu r, ikke blive en kold tilsku er, og dertil kom nu
faders deltagelse i det. Han havde gennemgået en for
skole som formand for de 3 2 m æ n d . Endnu gik det
vel i al skikkelighed, og lidt opposition mod magistratens
regnskaber var hø jdepunktet; vandvæsen, lavsvæsen, havne
væsen, politi, brolægning, alt gik sin skæve gang. Men
der fandtes dog afgjorte oppositionsmænd b land t de 32,
agent Busk for eksempel. Han kunde, som fader ud
tryk te sig, „ret slå folk p la t“, det hjalp end ikke, når