275 / 657
263
næ stformanden, oberstløjtnant F riedenreich, greb sin
formandshammer „og slog til med plumpekøllen“. Fader
fortalte jævnligt om optrin af den art, og vi gjorde en
vise derom.
Mel.: Det hændte sig forgangen nat.
Den gamle Fribo slap en s k v . .,
en anden gammel gav en slat,
fra søvnens arm af stolen drat
en deputeret på sin gat;
herr sekretæren slog en klat,
den ene formand tog sin hat.
Ti ak, sjeur satan Busk fik fat,
og sæbe-Beck blev slået plat.
Hokus pokus, konfilias, hat, kat!
I øvrigt forefaldt også andre abderitiske historier,
der morede os. Glæden f. eks. hos stadens fædre, da
man slap for den nymodens gasbelysning og beholdt
magistratsmåneskin, tranlamperne og oven i købet den
ikke ubetydelige sum, det engelske selskab, man stod i
underhandling med om gassen, havde sat i pant. Så
koleraskrækken! Man havde klædt dem, der skulde bære
de syge, i sort voksdug fra top til tå ; masker for an
sigtet, glas for øjenhullerne. Blot synet af dem kunde
skaffet folk på gaden kolera.
Alle kyster vogtedes af bønder med bøsser eller
leer eller spyd. Det havde på en anden kant af landet
nær kostet to udmærket dygtige unge læger livet, E.
Fenger og Buntzen. De svømmede næmlig over sundet
mellem Fyn og Turø, men de Turø-mænd mødte dem i
våben og truede at skyde dem, hvis de ikke på stedet
svømmede tilbage. Den farlige hjem tur måtte da til
trædes af de helt udmattede svømmere.
Min fader kaldtes af kongen til medlem af de 35
erfarne og o p ly s te m æ n d s forsamling, der skulde råd