281 / 657
269
sprudlede fræm. Det, der tog mig, var det klare syn
for frihed og folkelighed, for ordets magt, for at det
fræmfor a lt gælder om a t le v e et sandt menneskeligt
liv, for Nordens stilling i verdenshistorien, og den ad
skillelse, der bør gøres mellem kristelig tro og kristelig
„livsanskuelse“. Også med hensyn til oldsagnene, så vel
som de nordiske stammers indbyrdes forhold, gav bogen
mig nok a t grunde på og hjalp mig et godt stød fræmad.
Året efter kom første hæfte af Grundtvigs v e r d e n s
h i s t o r i e , snarere en historiens filosofi end historisk
fortælling, men lige så vækkende og oplysende som
mytologien. Det var hans lærde tid, og han kunde holde
ved med a t læse og skrive, så længe det skulde være.
Man véd, han i mange år ikke gik i seng nogen nat.
I det nævnte år 1832 vendte F e r d i n a n d F e n g e r
tilbage fra sin udenlandsrejse, jeg lærte da at kænde
ham og hans rejsefælle, nuværende biskop K ie r k e g a a r d ,
begge adskillige år ældre end jeg. Fenger gik med
sang og glæde sin gang gennem livet; han var en mærk
værdigt frisk, helt umiddelbar natur, en fuldstændig
modsætning til det gennemreflekterede hos Kierkegaard,
hvis spillende dialektik imidlertid havde et underlag af
dyb følelse. Fyldt af minder om Grækenland og Ny-
grækerne, mellem hvilke han havde færdets, holdt han
foredrag hjemme i sin stue over N y g ræ s k , hvori jeg
og min broder, Laurent og Ley var blandt tilhørerne.
Med hvilket liv skildrede han ikke sine rejseindtryk!
Men jeg mærkede tillige noget egent hos ham, hvorover
jeg m åtte studse.
De forestillinger om det folkelige, der for længe
siden var min åndelige ejendom, dæmrede først fræm for
ham i Grækenland, og med al sin ånds umiddelbarhed
forkyndte han dem næsten som et nyt evangelium. Trods
dette, står det alligevel for mig som et misgreb, at han
blev sat til side ved kappestriden om det teologiske