278 / 657
Længe drejede kampen sig om udkastets f ø r s t e §, reg
lerne for stænderinddelingen og de deputeredes ta l;
oppositionen krævede en drøftelse af den, som regeringens
forsvarere ikke vilde indrømme, oppositionen holdt im id
lertid ved. Da skød Stemann stolen fra sig.
„En
drøftelse af paragrafen,“ sagde han, „var imod hans
majestæ ts udtrykkelige befaling, som vel ingen vilde
modsætte sig. Skulde det ikke des mindre ske, så han
sig nødt til a t opløse forsam lingen.“
Den liberale side fægtede end videre for o f f e n li g e
møder, medens Stemann underhånden søgte a t mod
arbejde den ved skræmmebilleder, der ikke kaste noget
glimrende lys over forsamlingens politiske modenhed.
„Hvis nu ,“ sagde han b land t andet, „en snedkermester
blev deputeret, og man havde en sag om snedkersvende
for og disse var til stede mellem tilhørerne, kunde samme
m ester jo såre let blive forbløffet.“
Ved forhandlingerne i selve salen henviste konferens
råd Schlegel til det tyske forbund, og Stemann gav en
fortrolig meddelelse om den prøjsiske note, som udtalte
sig afgjort mod offenlighed. „Du kunde gæ rne,“ sagde
fader, „skrive mig noget op om den sag, som jeg kunde
tage hensyn til.“ Jeg havde da gjort udkast til et for
svar for offenligheden, og i sine ytringer i salen fulgte
han væsenligt det. Som man véd, satte de liberale ikke
sin mening igennem, hvad for mig var en stor skuffelse.
266
Historie og digtning slyngede sig i hinanden, støttede
også hinanden, men kæmpede alligevel om herredømmet
i min sjæl, som jeg har skildret det. I slutningen af
oktober 1832 havde jeg a tte r en af disse ikke sjældne,
søvnløse næ tter, hvor kampen var stående; jeg hørte
vægteren synge sit vers kl. 12, kl. 1, kl. 2. Da fik en
sammenhængende tankerække magten over mig. „Du har