282 / 657
270
professorat. Men man kunde vide det på forhånd efter
tidens „stemninger og tilstan d e“.
De nygræske folkeviser tilta lte mig i høj grad, og
tonen hængte sig fast i mig. Hvad der ikke m indst
gjorde virkning, var de tit yndefulde melodier, som han
gengav os med sin prægtige stemme.
Ved denne tid vovede jeg mig første gang op til
G r u n d t v i g ; skulde jeg nærme mig nogen fremmed, især
en mand med navn. kostede det altid overvindelse. De
stærkeste kirkelige bevægelser var den gang ovre, de,
der nær havde skilt Danmark ved ham. Han havde
trå d t op som trosfriheds uforfærdede talsmand og så
ikke dens uforenelighed med kongeloven; da prosessen
med Clausen havde b rag t ham under sensur, undertrykte
sensor dog det sidste stykke af hans afhandling om
religionsfrihed. Den ene retssag afløste im idlertid den
anden. En gang, så fortaltes der, kom Lindberg hjem
med dommen, der var gået ham im o d : „dér, min dreng,“
sagde han til en af sine små, „her ha r du såmænd en
højesteretsdom til a t lege m ed!“
Grundtvigs venner
indgav nu andragende om stiftelsen af en f r im e n i g h e d .
L indberg, der havde nedlagt adjunktæmbedet, studen t
Harmsen og pasto r Simonsen ved F rederikskirken åbnede
ved samme tid en gudelig forsamling på gamle kalk
brænderi, hvor forholdene i statskirken stæ rk t blev an
grebne og hovedstadens p ræ ste r fik læst og påskrevet.
Grundtvig havde ingen del deri, han var aldrig for
samlingsmand.
Da gav regeringen afslag på andragendet. Grundtvig
viste sig derefter på kalkbrænderiet og talte, og et lofts
rum på Kristjanshavn blev lejet til disse forsamlinger.
Det hele så ud, som vilde det bryde og brække, og
politiet satte sig i arbejde, skønt politidirektøren, Bræ
strup, en kristeligsindet mand, op trådte med mådehold.
Kampen fulgte jeg med deltagelse, ja, da det gik yderligt,