HammerichEtLevnetsløb

275

forelæsninger og hvorfor han så sjælden havde vist sig

dér; han fik sine skænd af den godmodige, kun lidt

iltre Jens Møller, der ved en lignende lejlighed heller

ikke havde ladet Zeuthen dø i synden. Martensen stod

ikke øverst til skriftlig, og den samme professor fortalte

ham, „han havde gået for meget på egen hånd og ikke

vist erudition nok.“ Ved mundlig eksamen mærkede

man imidlertid hans overlegne dygtighed, og han fik det

egregie, ikke mange har fortjænt så godt som han. Os

glædede det, skønt vi, vist netop på grund af den dag

lige omgang med ham, ikke endnu k lart så, hvor store

hans ævner vare.

Eksamensgildet for Martensen og Hass fandt sted

på Walkendorfs kollegium, hvor Laurent bode. Laurent

var elskværdig og glad som altid, hele den grundtvigske

kreds samlet, og stemningen munter, især da man efter

bordet i måneskin lystvandrede og sang ude i kollegiets

have. De mest overgivne klatrede op på trimmerne af

et lysthus og lod derfra sangen „kong K ristjan“ lyde,

til trimmerne gik itu og de trillede ned. Hass, noget

gammelagtig af væsen, trods sin æventyrlighed, og der

for kaldt „fader Hass“, var gildets formand og udtalte

en faderlig tilfredshed med ungdommens opførsel. Men

det var især Ferdinand Fenger og „den ebræiske“

Müller, der holdt os inden for grænserne, så selv den i

denne stemning noget vovede spaseretur gennem gaderne

i den smukke novembernat gik for sig uden ringeste

uorden.

I omgangen med Z e u t h e n var der imidlertid kom

men en slem kurre på tråden. Han var den gang i stærk

åndelig gæring, havde forlovet sig, følte sig ulykkelig

som forlovet og slog op. Mældt sig havde han til et

lektorat i Sorø, et professorat i Norge og søgt om rejse

stipendium, men alt slog fejl. Jeg traf ham en dag i

en opbragt stemning og tegnede hans ytringer op i min

skitsebog.

„Ja, jeg kommer ikke af sted udenland s!